Den engelske fodboldklub Tottenham Hotspur har fundet sin nye manager.
Klubben, der har danske Christian Eriksen blandt sine mest fremtrædende spillere, henter Mauricio Pochettino som manager på en femårig kontrakt efter en skuffende sæson, der endte med fyringen af Tim Sherwood.
Argentinske Pochettino har senest haft succes hos Southampton, som han førte til en ottendeplads i Premier League i den netop overståede sæson.
42-årige Mauricio Pochettino, der opnåede 20 A-landskampe for Argentina fra 1999-2002, får ikke overraskende et godt skudsmål fra Tottenhams bestyrelsesformand, David Levy.
- Med Mauricio får vi en cheftræner, som med sin energi og angrebsfodbold vil omfavne den spillemåde, som man forbinder med vores klub.
- Han har vist sine evner til at udvikle hver enkelt spiller individuelt, mens han også udvikler en god holdånd og vindermentalitet, siger David Levy til Tottenhams hjemmeside.
Mauricio Pochettino glæder sig til udfordringen, som kommer cirka halvandet år efter, at han tiltrådte i Southampton.
- Det er en klub med en fantastisk historie og prestige, og jeg er beæret over at få muligheden for at blive cheftræner.
- Tottenham Hotspur har mange fans over hele verden, og jeg er stor beundrer af den passion, som fansene viser for holdet.
- Vi er fast besluttet på at give fansene den type angrebsfodbold og succes, som vi alle søger at opnå, siger argentineren.
Mauricio Pochettino afløser Tim Sherwood, som for nylig blev opsagt efter kort tid på posten.
Tim Sherwood overtog i december sidste år managersædet fra den fyrede portugiser André Villas-Boas.
Det endte med en ikke synderligt imponerende sjetteplads i Premier League. Undervejs tabte Tottenham med meget store cifre til tophold som Liverpool og Manchester City.
/ritzau/