Helle T. tror på dansk guld: Landin har været suveræn

admin

|

26/01/2014

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tror på, at de danske håndboldherrer slår Frankrig og vinder EM-guld i aften.

Kort før kampstart klokken 17.30 er Thorning-Schmidt mødt op i Boxen i Herning for at heppe på det danske landshold i finalen.

- Jeg tror, at vi vinder. Det håber jeg på.

- Jeg tør ikke spå om noget resultat, og det er også ligegyldigt, bare vi vinder, siger statsministeren, der også var i Herning for at se Danmarks åbningskamp mod Makedonien for to uger siden.

- Jeg har fulgt med i hele turneringen. Jeg var ovre til den første kamp, hvor jeg blevet grebet af det. Jeg er så glad for at være her igen, siger hun.

Helle Thorning-Schmidt har under EM-turneringen været mest begejstret for landsholdets målmand Niklas Landin.

- Jeg er vildt fascineret af Landin og det, har han har gjort for det danske hold den her gang. Det er jeg helt sikkert ikke den eneste, der synes. Han er jo verdensklasse, fastslår hun.

Hjemme hos statsministeren er familien generelt mest til fodbold, og det har ikke ændret sig de seneste to uger.

- Vi ser mest fodbold hjemme hos os, men håndbold er en fascinerende sport. Det er eksplosivt, der er gang i den, og på den måde har håndbold noget, som fodbold ikke har, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/