Hele landet kan vente store mængder regn i weekenden

admin

10 år siden

|

12/07/2014

Dagens topnyheder

Paraplyen skal med, hvis man vil vove sig udendørs resten af weekenden.

Lørdag går et lavtryk i land på Bornholm, og i løbet af aftenen og natten vil der falde store mængder regn over landet. Det forudsiger Mogens Rønnebeck, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

- Det ser ud til, at de største mængder vil falde i de nordlige dele af Sjælland, men når først regnen når til Jylland, kan der også komme godt med vand, siger Mogens Rønnebeck.

Det nordlige Sjælland skal forberede sig på op mellem 30 og 50 millimeter regn, hvor det bliver værst.

Der er risiko for oversvømmelser i lavtliggende områder. Det bliver ikke et skybrud, hvor det vælter ned, men regnen vil fortsætte over lang tid.

- Søndag bliver en våd dag over hele landet, især den første halvdel af søndag bliver meget intens. Det bliver hængende over mandag med regn og byger, inden lavtrykket trækker væk, siger Mogens Rønnebeck.

Der er dog håb forude, hvis man endnu ikke er blevet træt af varmen. I løbet af næste uge skulle sommervejret vende tilbage.

/ritzau/