Halvmaraton i København giver togproblemer på Nørreport

admin

|

29/03/2014

Dagens topnyheder

Togene standser igen på Nørreport Station. Tidligere lørdag måtte togene køre forbi den travle station i det centrale København, fordi der var for mange mennesker på perronen og i området på grund af VM i halvmaraton.

Det oplyser Københavns Politi på sin twitterprofil.

Nørreport er en af de centrale stationer for mange københavnere, da den binder både tog, S-togsnettet og Metroen sammen.

Løberuten gik lige forbi stationen, hvilket besværliggjorde adgangen samtidig med, at stationen er i gang med en større renovering.

Politiet opfordrede derfor tidligere til at folk søgte væk.

- Togene stopper ikke på Nørreport station i øjeblikket på grund af mange mennesker på stationen og i området, lød den første advarsel fra politiet.

Samtidig blev alle opfordret til at søge alternative ruter, som ikke kommer forbi den travle station.

- Skal du til indre by, så søg uden om området ved Nørreport Station, da der er fyldt med mennesker, skrev politiet.

Det er hovedstadens store sportsbegivenhed, VM i halvmaraton, der gav knas i togtrafikken. VM i halvmaraton bliver lørdag løbet i Københavns gader og har trukket massive mængder tilskuere til.

/ritzau/