Saudi-Arabiens 90 år gamle kong Abdullah udpegede torsdag sin 69-årige halvbror som tronarving i verdens største eksportnation af råolie.
Beslutningen, som er blevet offentliggjort ved et kongeligt dekret, kommer samtidig med, at kilder tæt på magten siger, at den nuværende kronprins, den 79-årige prins Salman er syg og "måske ikke vil gøre krav på tronen."
Arvereglerne i Saudi-Arabien foreskriver, at magten skal gå fra bror til bror alt efter deres arveret i forhold til sønnerne af Abdul Aziz bin Saud, som grundlagde kongeriget.
Beslutningen i Saudi-Arabien blev offentliggjort dagen før præsident Barack Obama kommer på besøg i Riyadh sent fredag eftermiddag.
Saudi-Arabiens kong Abdullah har haft en del helbredsproblemer i de seneste år.
Al-Saud-familien har regeret landet siden 1932.
/ritzau/AFP