Grundfos henter ny topchef hos Lego

admin

|

31/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det bliver Legos marketingdirektør, Mads Nipper, der kommer til at følge efter fyrede Carsten Bjerg som koncerndirektør i Grundfos. Nipper sætter sig i chefstolen 1. august, oplyser Grundfos.

Udnævnelsen kommer tre måneder efter, at Carsten Bjerg i december blev afskediget på grund af utilfredshed med "nøgletal og udvikling" i koncernen, som Grundfos oplyste i forbindelse med fyringen af direktøren gennem 16 år.

Koncernens bestyrelsesformand, Jens Moberg, siger, at man med Mads Nipper får "en særdeles kompetent leder, som har solid ballast inden for strategi, forretningsudvikling, salg og markedsføring fra den globale markedsplads".

- Mads er ekstremt kundeorienteret og har i sin karriere bevist, at han formår at skabe nye veje til vækst, siger bestyrelsesformanden om udnævnelsen.

- Mads' profil passer særdeles godt ind i Grundfos, og jeg glæder mig til sammen med ham at udnytte det kæmpestore potentiale, Grundfos har for vækst på både eksisterende og nye markeder, siger Jens Moberg.

Selv siger Mads Nipper, at han har valgt Grundfos, fordi koncernen er med til at forbedre kundernes tilværelse og samtidig gør noget godt for verden.

- Jeg har nydt hvert eneste minut hos Lego, en fantastisk virksomhed med fantastiske produkter og fantastiske medarbejdere. Nu er det tid til nye og spændende udfordringer, og dem ser jeg frem til, siger Mads Nipper.

Grundfos er verdens største producent af cirkulationspumper og har 80 selskaber i 60 lande. Mads Nipper bliver chef for 19.000 medarbejdere - heraf arbejder 4800 i hovedkontoret i Bjerringbro.

Flere erhvervskommentatorer havde ellers peget på Poul Due Jensen, der er tredje generation af Grundfos-familien, som en oplagt efterfølger til Carsten Bjerg. Spekulationer som Jens Moberg dog har afvist.

Poul Due Jensens far, Niels Due Jensen, der er formand for grundlæggeren Poul Due Jensens Fond, hovedejeren af Grundfos, siger, at han ser frem til samarbejdet med Mads Nipper.

- Jeg har lært Mads at kende som en stor personlighed, som virkelig er i stand til at motivere og engagere mennesker omkring sig, siger Niels Due Jensen.

/ritzau/