Med blot fire dage tilbage af januar står måneden til at blive en af de solfattigste i dansk vejrhistorie, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Det er nemlig 45 år siden, at Danmark sidst havde en måned med blot 17 soltimer eller derunder. Det var i januar 1969, som kun bød på 14 timers sol.
Indtil nu har der været 17 timers sol i januar, og ifølge klimatolog i DMI Mikael Scharling venter der ikke meget sol i den resterende del af måneden.
- Jeg synes ærligt talt ikke, at der er ret mange yderligere timer at se i vejrudsigterne for månedens sidste dage. Måske får vi en enkelt eller to på fredag, siger han.
- Får vi en enkelt soltime til, og ender på 18 for måneden, så er det december 1985, vi tangerer - altså 29 år siden. Og får vi to timer til, og ender 19 for måneden, så tangerer vi november 1993 - altså 21 år siden, siger Mikael Scharling.
Dagene er kortere i januar, og det er derfor typisk ikke en speciel solrig måned. Gennemsnittet for soltimer i årets første måned var dog ifølge DMI 47 timer i den seneste såkaldte vejrdekade fra 2001 til 2010.
Rekorden for Danmarks mest solfattigste måned var i december 1959 med blot otte timer, mens den solrigeste var i maj 2008 med 347 timer.
/ritzau/