Ligger du og roterer en time eller to, inden du kan falde i søvn? Eller falder du om og sover som en sten?
Er førstenævnte tilfældet, så er du ikke alene. Så deler du nemlig skæbne med 400-500.000 andre danskere, som lider af søvnproblemer, ifølge Psykiatrifonden.
Som følge heraf har disse mennesker større risiko for at blive ramt af seriøse tilstande, idet det kræver nok søvn at fremme sin fysiske og mentale sundhed.
Og nu viser et nyt studie, at det er den såkaldte drømmefase af søvnen, der spiller en afgørende betydning for, om du senere i livet vil udvikle særligt én alvorlig sygdom.
Det skriver B.T.
Studiet er blevet til ved hjælp af 128 deltagere, som hver især har været med til at vise, hvordan de forskellige søvnfaser påvirker risikoen for at få Alzheimers. Sygdommen er den mest hyppige årsag til demens.
Forskningen blev lavet af et samarbejde mellem forskere fra henholdsvis USA og Kina, og resultaterne er siden blevet publiceret i det fagfællebedømte tidsskrift Alzheimers Association.
Men hvorfor er REM-søvn overhovedet vigtigt?
Ifølge Sundhed.dk kan søvnen deles op i fire stadier. Tre af dem hører under det såkaldte Non-REM-søvn, mens REM-søvnen, eller det fjerde stadie, er stadiet, hvor man drømmer. Faktisk forbruger hjernen lige så meget – hvis ikke mere – energi end i vågen tilstand.
REM-søvnen skulle gerne indtræffe 90 minutter inde i din søvn. Fasen starter med kun at vare i fem til ti minutter, men gennem natten øges længden af REM søvnen.
Den nye forskning viser nu, at hvis du bruger mere end 193 minutter på at nå ind i drømmezonen, kan det tyde på ændringer i hjernen, som er forbundet med Alzheimers sygdom.
De 128 deltagere i forsøget gennemgik alle omfattende søvnstudier på et hospital, hvor deres søvn blev nøje monitoreret.
Deltagernes hjerner blev også overvåget, da det er her, man kan finde proteinet beta-amyloid, der ophober sig anormalt i folk med Alzheimers.