Selv om regnen siler ned, er tusindvis af sydafrikanere strømmet til Soccer City Stadium i Soweto, der ligger i nærheden af Sydafrikas største by Johannesburg, for at deltage i tirsdagens mindehøjtidelighed for anti-apartheid-helten Nelson Mandela.
Landets tidligere præsident døde i sidste uge i en alder af 95 år.
Begivenheden i Soweto, hvor Mandela engang har boet, ser ud til at blive en af de største events i Sydafrikas historie.
- Kernen i Mandelas liv var menneskelighed. Det er derfor, jeg er her i dag, og derfor, at verdenen hylder ham. Takket være ham blev jeg anerkendt for at være et menneske, siger Shahida Rowe fra Johannesburg til BBC.
Stadionet Soccer City har en kapacitet på 95.000 pladser. Det var netop her, at Mandela havde sin sidste offentlige optræden under VM-finalen i fodbold i 2010.
Sikkerhedsopbuddet er omfattende, og 11.000 politifolk og andet sikkerhedspersonale står for sikkerheden omkring det gigantiske stadion. Samtidig bliver området overfløjet af flere helikoptere.
Mindehøjtideligheden begynder med, at et kæmpe kor synger den sydafrikanske nationalsang. Herefter følger en række taler af flere af Mandelas familiemedlemmer samt en lang række statsledere med USA's præsident Barack Obama i spidsen.
Fra Danmark kommer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og kronprins Frederik. Sverige sender statsminister Fredrik Reinfeldt og kronprinsesse Victoria, mens Norge repræsenteres af statsminister Erna Solberg og kronprins Haakon.
Efter mindehøjtideligheden vil Nelson Mandela ligge lit de parade i den administrative hovedstad Pretoria. Herefter bliver han fløjet til sin barndomsby - landsbyen Qunu -, der ligger omkring 500 kilometer syd for Lesotho.
Mandela bliver begravet 15. december, og det ventes, at mindst 5000 mennesker vil sige farvel til modtageren af Nobels fredspris.
/ritzau/dpa