Mand dræbt i trafikulykke: Gade spærret efter påkørsel

Redaktionen

431 uger siden

|

14/08/2016

Dagens topnyheder

En mand har mistet livet, efter at han natten til søndag blev ramt af en bil i Storegade i Esbjerg.

Alle de pårørende til den dræbte er endnu ikke underrettet, så politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om mandens identitet.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann søndag formiddag.

Manden stod midt ude på vejen, da han blev påkørt, oplyser Ole Aamann. Hvad han lavede midt om natten på vejen, ved politiet ikke endnu.

Politiet fik anmeldelsen om påkørslen klokken 02.17.

- Vi har haft en person, der er blevet påkørt. Personen er afgået ved døden, fortalte vagtchef Henrik Sønderskov kort efter klokken 05 søndag morgen.

Det var manden, der sad bag rattet i den pågældende bil, der slog alarm om ulykken. Han er en 56-årig mand fra Esbjerg.

- Han er selvfølgelig chokeret, fortalte vagtchef Henrik Sønderskov tidligere.

Den dræbte blev erklæret død på hospitalet. Ingen andre end den påkørte er kommet til skade.

Påkørslen betød, at strækningen på gaden mellem Odinsvej og Brovangen var spærret i mere end to timer, mens politiet arbejdede på stedet.

En bilinspektør har været ude på stedet for at undersøge episoden. Politiet afventer nu rapportens resultater.

/ritzau/