Selvom sidste års Post Danmark Rundt endte med at blive et af de bedste i mange år, så blev feltet kritiseret for ikke at være så stærkt som ønsket.
Løbsdirektør for Post Danmark Rundt, Jesper Worre, erkender, at det i år har været nødvendigt at få samlet et stærkere felt til Danmarks største cykelløb.
- Vi er gået efter at få et stærkt felt i år. Vi har inviteret alle World Tour-hold, men da vores datoer ligger, som de ligger, så er det svært for mange af dem at få det til at passe ind i deres sæson, siger han.
Alle World Tour-hold er inviterede, men det er ikke nødvendigvis dem alle, der er velkomne.
Den seneste tids dopingmistanke mod det kasakhiske hold Astana, med den tredobbelte vinder af Post Danmark Rundt Jakob Fuglsang på holdet, har gjort, at den internationale cykelunion, UCI, ønsker at fratage holdet dets World Tour-licens.
Det betyder, at så længe sagen mod Astana kører, så er det ikke aktuelt til at deltage i dette års Post Danmark Rundt.
- Vi vil gerne have Jakob Fuglsang til start, og viser det hele sig at være en storm i et glas vand, så er Astana igen et emne, men viser det sig, at der er hold i anklagerne, så skal det heller ikke køre Post Danmark Rundt, siger Jesper Worre.
Indtil videre har to World Tour-hold, Tinkoff-Saxo og Lotto-Soudal, takket ja til at deltage. Jesper Worre tror dog på, at der nok skal komme flere World Tour-hold til løbet. Der forhandles med Etixx-Quick Step og Team Sky.
- Jeg er ret sikker på, at Etixx-Quick Step kommer til start, og bliver det ikke Team Sky, så bliver det et af de andre World Tour-hold. Vi har en fornuftig økonomi til at skaffe nogle gode hold, siger løbsdirektøren.
Jubilæumsruten byder på cykelløbets hårdeste etape nogensinde. Den kommer til at foregå i og omkring Vejle og byder på 2000 højdemeter.
/ritzau/