Fuglsang i ærgrelse: Mit livs chance for podieplads

admin

10 år siden

|

22/07/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Med et tidligt farvel til begge forhåndsfavoritter Chris Froome og Alberto Contador havde Jakob Fuglsang en enestående chance for at køre med om en topplacering i Tour de France.

Måske kunne han tilmed have fuldendt sin drøm om en plads på podiet i Paris.

En vanddunk, rullende hen over asfalten på 13. etape, satte imidlertid en brat stopper for den drøm. Danskeren bragede i asfalten i høj fart på en nedkørsel og sleb huden af skuldre, ben og arme.

Disse tanker gled på hviledagen atter gennem hans trætte hoved.

- Med de to største konkurrenter ude af Touren var det en kæmpe chance, og måske den største jeg får i min karriere, for at slutte på podiet. Min form var også god, og er det stadig, selvom jeg bruger kræfter på at restituere efter styrtet

- Det er ærgerligt, at det hele ikke lige flasker sig i år efter så god en start og med en brostensetape, der gik så godt, funderer Jakob Fuglsang.

Styrtet kostede danskeren over en halv time til den førende rytter, holdkammeraten Vincenzo Nibali.

Det kostede også danskeren en ikke helt urealistisk chance for at gøre italieneren selskab i top-3, som det er sket før med løjtnanter - eksempelvis Chris Froome i 2012 efter Bradley Wiggins' sejr.

En plads på det forjættede sejrspodium i Paris kan ændre en karriere. Det kan gøre forskellen på en pengemæssigt god kontrakt og en overordentlig god kontrakt. Det betyder øget kendisfaktor og derigennem nye muligheder, der åbner sig som automatiske svingdøre.

- Det havde været det største i min karriere, og det havde bekræftet, at mit resultat fra sidste år ikke var en tilfældighed.

- Det havde også givet mig tro på, at min drøm om en dag at vinde Touren ikke er helt urealistisk. Selvfølgelig skulle sol, måne og stjerner stå rigtigt, for at det skulle lykkes, men det havde været helt specielt. Det må blive en anden gang forhåbentlig.

- Jeg ærgrer mig over det, men der er ikke noget at gøre ved det, siger Fuglsang.

Trods heftige smerter har den danske Astana-rytter på intet tidspunkt overvejet at stoppe og udgå.

- Så længe jeg stadig kan køre og sidde med et godt stykke og yde en indsats for holdet, giver det mening at køre videre. For min egen Tours vedkommende har det ikke været, som jeg havde håbet på, det blev slet ikke den Tour, som det kunne være blevet, hvis jeg ikke havde haft problemer med maven og specielt styrtet.

Fuglsang håber imidlertid stadig, at han kan komme sig så meget, at han kan køre efter en etapesejr, som manager Alexander Vinokourov har ytret ønske om.

/ritzau/