Froome er overrasket over sin sejr

admin

10 år siden

|

08/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Cykelrytterne skal bestige mange bjerge i de kommende dage i Critérium du Dauphiné, så der er lang vej hjem. Men Chris Froome tog søndag første stik mod et forsvar af sidste års samlede sejr.

Og det kom ærligt talt bag på briten, at han var næsten otte sekunder hurtigere end sin nærmeste konkurrent Alberto Contador - spanieren bekræftede i øvrigt også sin fremgang ved at snuppe andenpladsen på etapen.

- Jeg er en smule overrasket. Jeg havde ikke forventet at vinde. Det er et resultat, som bekræfter al vores arbejde med træning og bekræfter, at jeg er i form, siger Chris Froome ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg vidste, at de sidste fire kilometer var hårde med modvind, så jeg gemte lidt kræfter til det, siger Froome, som inden modvinden på den 10,4 kilometer lange enkeltstart havde næstbedste mellemtid.

Froome havde ikke ventet, at han og Sky-holdet allerede skal forsvare førertrøjen i et løb, som varer en hel uge endnu. Men han tager udfordringen op.

- Løbet er i år hårdt lige fra start til slut. Jeg tror, at vi i morgen igen kan forvente en virkelig hård etape i bjergene, siger han.

Mandagens etape på 156 kilometer rummer seks bjergtoppe. Rytterne når først målet på Col du Beal efter en sidste klatretur på 13,6 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,6.

/ritzau/