Fri proces til juridisk opgør om kold krig

admin

|

20/03/2014

Dagens topnyheder

Myndighederne har givet Jørgen Dragsdal og Bent Jensen fri proces til at føre den store injuriesag om den kolde krig.

Journalist Jørgen Dragsdahl er på Facebook kommet med oplysningen om, at han har fået bevilget fri proces, oplyser TVflux.

Hans advokat bekræfter oplysningen over for Ritzau.

- Det er meget i orden, at man fra systemets side giver fri proces, for sagen er principiel og har betydning for langt flere end de to direkte involverede, siger advokat René Offersen.

Fri proces fra Civilstyrelsen indebærer, at salærerne til de to kombattanters advokater afklares direkte mellem dem og Højesteret.

I injuriesagen forlanger Jørgen Dragsdahl historikeren Bent Jensen dømt for ærekrænkende beskyldninger om, at journalisten optrådte som agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Oprindeligt blev Bent Jensen dømt af byretten i Svendborg, som straffede historikeren med 20 dagbøder á 2000 kroner. Desuden skulle han betale 200.000 kroner i godtgørelse.

Men i Østre Landsret var dommen helt modsat. Bent Jensen blev frifundet. Blandt andet mente landsretten, at journalisten som offentlig person burde kunne tåle offentlig kritik.

Landsrettens dommere fastslog også, at agent-påstanden faktisk var og er injurierende - men de lagde også stor vægt på historikerens ret til at ytre sig i en debat om forhold, som er af stor betydning historisk, politisk og moralsk.

Dommerne begrundede desuden frifindelsen med en henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel om ytringsfrihed.

Retssagen er en af de mest omfattende injuriesager nogensinde i Danmark.

Højesteret har endnu ikke fastsat datoer for behandlingen. Advokat Offersen har bedt om, at sagen kommer for hurtigst muligt.

Jørgen Dragsdahl fik ekstraordinært tilladelse til at anke landsrettens dom. Procesbevillingsnævnet mente, at sagen er principiel og gav så grønt lys.

Bent Jensens værk "Ulve, får og vogtere" om den kolde krig i Danmark udkom for nylig og har skabt stor debat.

/ritzau/