Solen skinnede endelig igen tirsdag formiddag, men i løbet af eftermiddagen kommer regnen tilbage, og det skyldes resterne af den tidligere tropiske orkan Gonzalo, der tirsdag lægger vejen forbi og har regn med sig.
Når en tropisk orkan rammer vores breddegrader højt mod nord, så taber den sit tropiske præg og orkanvinde, fordi den ikke længere er i kontakt med det varme, tropiske havvand, oplyser DMI.
Ifølge DMI begyndte Gonzalo sine dage som en tropisk storm sydvest for Puerto Rico søndag 12. oktober.
Herfra slog den en bue omkring Bermuda og bevægede sig nordvest parallelt med den nordamerikanske kyst.
Herefter krydser den Atlanten, passerer nord om England og kommer derfra i berøring med vores vejr i området mellem Skotland og den sydlige del af Norge.
- En tilhørende front vil i løbet af tirsdag trænge ind over Danmark vestfra. I den forbindelse er der mulighed for, at der stedvis kan forekomme kraftig regn, siger vagtchef Lars Henriksen, DMI.
Mange steder kan man risikere mellem 10 og 20 millimeter regn, mens der nogle steder i Vestjylland kan falde mellem 25 og 35 millimeter, når fronten passerer.
Regnen når Jylland tirsdag eftermiddag og bevæger sig så østpå i løbet af aftenen og natten. Hovedstadsområdet kan vente regn allersidst på eftermiddagen.
Den værste blæst ser dog ud til at holde sig i Nordsøen.
Og imens regnen høvler ned her, er den første sne faldet i Moskva.
/ritzau/