På FN's initiativ genoptages fredsforhandlingerne mellem tyrkiske og græske cyprioter på Middelhavsøen, lyder den positive melding fra EU-landet lørdag. Første forhandlingsmøde er planlagt til tirsdag i den kommende uge.
Det er to år siden, at parterne har været samlet til forhandlinger for at løse den splittelse, der har stået på i fire årtier.
Cyperns præsident, Nicos Anastasiades, og lederen af den tyrkisk besatte del i nord, Dervis Eroglu, skal ifølge verdensorganisationen mødes i Nicosia.
Parterne skal sidde over for hinanden i FN's lokaler i hovedstaden.
De to ledere vil tirsdag løfte sløret for en handlingsplan for samtalerne, der blev endeligt vedtaget fredag efter lange diskussioner om indholdet.
Det var oprindeligt aftalt, at forhandlingerne skulle være indledt i november sidste år.
Forhandlingerne blev afbrudt i 2012, da Cypern overtog formandskabet af EU, og siden har den økonomiske krise på Cypern og i EU været årsag til yderligere forsinkelser.
Nicos Anastasiades, som er præsident for den internationalt anerkendte regering i den græske del, lod torsdag forstå, at der var gode muligheder for at få gang i forhandlingerne igen.
Fredag bekræftede Dervis Eroglu, at man var blevet enige om at fortsætte fredsprocessen.
Cypern har været delt, siden tyrkiske soldater besatte den nordlige del i 1974 som svar på et græsk kupforsøg.
Det er kun Tyrkiet, som anerkender det tyrkiske område på øen.
Cypern blev medlem af EU i 2004, umiddelbart efter at begge dele af øen havde stemt om en aftale, der sigtede mod at løse øens deling.
Tyrkcyprioterne i nord stemte for aftalen, men da den blev afvist af vælgerne i syd, endte EU med at optage en delt ø.
Formelt regnes hele øen som EU-territorium, men EU-lovgivningen er suspenderet på den nordlige del af øen.
/ritzau/Reuters