Franske satellitter har i den sydlige del af søgeområdet opdaget "mulige genstande", der kan stamme fra Malaysian Airlines rute MH370, der på mystisk vis forsvandt 8. marts undervejs fra den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur til Beijing i Kina.
- Her til morgen har Malaysia modtaget nye satellitbilleder fra de franske myndigheder. De er øjeblikkelig blevet sendt videre til det australske koordineringscenter for eftersøgningen, siger Malaysias transportministerium i en erklæring.
Ministeriet gav ikke flere detaljer om satellitbillederne.
Samtidig har fund af en træpalle og andet vraggods, der måske kan knyttes til det forsvundne passagerfly med 239 personer om bord, givet håb om et gennembrud i den internationale søgning efter MH370.
Følelsen af, at jagten efter flere ugers falske spor og blindgyder, var på rette kurs blev søndag styrket efter de franske satellitters opdagelse af vraggods i det sydlige område for søgningen efter rester af det malaysiske Boeing 777-fly.
Australske myndigheder siger, at pallen sammen med gjorder og stropper, blev opdaget lørdag i et fjerntliggende område af Det Indiske Ocean omkring 2500 kilometer syd for den australske by Perth.
- Det er stadig for tidligt at sige noget endeligt, sagde den australske premierminister Tony Abbott til journalister under et besøg i Papua Ny Guinea ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Men det er helt klart, at vi har en række meget troværdige spor, og der er et stigende håb, men ikke mere end et håb, ikke mere end et håb om, at vi er på vej til at finde løsningen på, hvad der er sket med det forulykkede fly, sagde Abbott.
Australske og kinesiske satellitbilleder har afsløret store genstande, der flyder rundt i den ugæstfri region. Træpaller er ganske almindelige om bord på fly og som skibsfragt.
/ritzau/Reuters