Fransk profil: Vi er oppe imod fem millioner danskere

admin

|

26/01/2014

Dagens topnyheder

Det franske håndboldlandshold er godt klar over, at det er på udebane, når det senere i dag løber ind i Boxen i Herning for at spille EM-finale.

- Vi kommer til at stå over for 16 spillere, 14.000 tilskuere og fem millioner danskere.

- Vi ved, at holdet ikke vil nøjes med at have spillet en god turnering, det vil også have guldet hjem til Danmark, siger Daniel Narcisse, der blev kåret som verdens bedste håndboldspiller i 2012.

Han er til daglig holdkammerat med Mikkel Hansen i Paris Handball, men advarer mod at fokusere alt for meget på, hvad den danske superstjerne foretager sig.

- Mikkel er selvfølgelig en af verdens bedste spillere, men de andre er også meget gode.

- De spiller godt sammen og har et godt forsvar med en god målmand. Det vil vi prøve at gøre noget ved i finalen, siger han.

Diskussionen om Mikkel Hansens rolle i Paris er blusset op under EM, hvor det har været tydeligt, at danskeren befinder sig langt bedre med Ulrik Wilbeks måde at spille angrebshåndbold på.

Og Narcisse er enig i, at der er forskel på at spille for Danmark og for Paris.

- Det er to forskellige filosofier, og jeg tror, at måske passer den hurtige stil på det danske hold bedre til Mikkel.

- Der bliver spillet hurtigt frem og tilbage, der er godt samarbejde med stregen, og folk flytter sig godt for hinanden, siger den tidligere Kiel-spiller.

/ritzau/