Fransk klimakompromis får ros og advarsel af ngo-chefer

admin

9 år siden

|

12/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det kompromis til en global klimaaftale, som de franske COP21-værter har forfattet natten til lørdag, er et stærkt signal, men langt fra perfekt, lyder det samstemmende fra en række internationale ngo'er.

Teksten, som endnu ikke er godkendt af FN's lande, sætter et ambitiøst klimamål, men vejen til målet er fraværende, og støtten til verdens fattigste er for ringe, lyder konklusionen.

Men det nytter ikke at pege fingre. Man må se frem og se indad, er opfordringen fra WWF.

- Det er ikke sådan, at nogle er helte og andre skurke. Det afgørende er, at vi alle holder vore regeringer op på deres løfter og i øvrigt alle sammen gør noget. Det er sådan, vi afgør, hvem der er helte og skurke, siger Samantha Smith, WWF-leder for klima og energi.

Det er tydeligt i teksten, af EU og USA ikke "ultimativt lever op til deres ansvar" over for verdens fattige lande, mener Tim Gore, som er politisk chef i Oxfam, en organisation som "bekæmper fattigdom og uretfærdighed".

Han konkluderer, at landene ikke har fået deres krav om klimatilpasning og kompensation for "tab og skader" opfyldt.

Men han glæder sig over, at "de mørke stunder", da USA var stopklods for klimaambitioner på tidligere FN-klimamøder, tilsyneladende er fortid.

- EU og USA er kommet videre fra de mørke tider. De er kommet med et ønske om en aftale. Der blæser nye vinde i amerikansk politik, siger Tim Gore.

Chefen for Greenpeace International læser det seneste udkast til en global klimaaftale med positive briller.

- For os har Paris hele tiden været et stop på en længere rejse, og vores sande skæbne findes i de kommende årtier. Men jeg mener, at vi hermed har en betydelig chance for at lykkes, siger Kumi Naidoo.

- Kampen fortsætter i morgen. Vi skal vende hjem og lægge pres på vores lande, så de får implementeret de CO2-nedskæringer, de har lovet, siger Greenpeace-chefen.

Alle skal, fortsætter Naidoo, lægge pres på industrien, så hele verden forstår, at "den fossile æra" er slut.

/ritzau/