De franske håndboldherrer er godt på vej mod førstepladsen i sin mellemrundegruppe og en semifinalekamp mod toeren fra Danmarks pulje.
Det står klart, efter at Frankrig tirsdag aften i Aarhus gjorde sin pligt mod Hviderusland og vandt overbevisende 39-30 efter 20-16 ved pausen.
Franskmændene sad på kampen hele vejen igennem, og den franske landstræner, Claude Onesta, turde godt give stjernespilleren Nikola Karabatic et hvil i stort set hele anden halvleg.
Frankrigs opgave blev ikke mindre besværlig, da hviderusserens absolut største profil, Sergej Rutenka, måtte trække sig ud af kampen med en håndskade.
Frankrig har nu otte point i mellemrundens gruppe to, og taber Sverige i aften mod Polen, er franskmændene sikre på førstepladsen.
Fløjspilleren Samuel Honrubia benyttede det gavmilde hviderussiske forsvar til at blive kampens topscorer med otte scoringer.
Tidligere tirsdag slog Kroatien Rusland med 33-25, og dermed er kroaterne med en sejr i sidste kamp mod Polen sikre på en semifinalekamp - sandsynligvis mod Danmark.
Frankrig skal i kamp igen allerede onsdag. Her gælder det opgøret mod Sverige. Semifinalerne spilles fredag.
/ritzau/