Frank Jensen beskyldes for særbehandling i ejendomssag

admin

|

21/03/2014

Dagens topnyheder

Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, bliver beskyldt for at ville tørre regningen for rydningen af en grund på Frederiksberg af på Københavns Kommune.

Grunden, der huser en barak, har været lejet af Socialdemokraterne, som ifølge kontrakten har forpligtet sig på at levere grunden tilbage til kommunen i ryddet stand, skriver Berlingske.

Men Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, der hører under Frank Jensen, har foreslået, at kommunen - og ikke partiet - betaler for at rydde grunden på 624 kvadratmeter. Regningen ligger ifølge avisens oplysninger på mellem 200.000 og 250.000 kroner

Socialdemokraterne har dog ikke krav på at få kommunen til at sørge for regningen, siger flere jurister, som Berlingske har talt med. Det gælder blandt andet Jakob Eriksen, der er jurist i KPMG med speciale i lejelov og ejendomme:

- Der er ikke så meget at rafle om. Ifølge kontrakten skal grunden leveres tilbage uden bygning. Hvis ikke der foreligger anden aftale, skal denne kontrakt selvfølgelig overholdes, og bygningen skal fjernes for lejerens regning - inden tilbagelevering, siger han til Berlingske.

Lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet Carsten Munk Hansen mener sågar, at det kan være ulovligt for kommunen at betale regningen, fordi kommunen er en offentlig myndighed.

Socialdemokraterne har ikke benyttet bygningen siden 2002, og siden da har forskellige kommunale lejere brugt bygningen uden at betale husleje til partiet.

Partiet mener derfor, at barakkens ejerskab i praksis er overgået til kommunen, og forvaltningen foreslår, at kommunen betaler for nedrivningen for at lukke sagen.

Sagen har været oppe til vedtagelse i kommunens økonomiudvalg, hvor blandt andet Liberal Alliances gruppeformand, Lars Berg Dueholm, sætter spørgsmålstegn ved Frank Jensen og Socialdemokraternes habilitet.

Frank Jensen har ifølge avisen indvilliget i at lade kommunens jurister afklare habilitetsspørgsmålet.

/ritzau/