Indonesiske redningsfolk fortsætter søndag med at lede efter syv japanske dykkere, der fredag eftermiddag forsvandt sporløst i farvandet sydøst for Bali.
Det drejer sig om fem turister og to dykkerinstruktører, der alle er japanske kvinder, som forsvandt under deres tredje dyk ved øerne Nusa Lembongan og Nusa Penida.
- Vi leder fortsat efter de syv forsvundne dykkere. Indtil videre er der ingen tegn på, hvor de er, siger den japanske vicegeneralkonsul i Bali, Yasue Katsunobu, der også fortæller, at kvinderne er erfarne dykkere med mindst 50 dyk hver.
Der bliver ledt med helikopter og både efter kvinderne. Fiskere og lokale japanske dykkerinstruktører hjælper også til med eftersøgningen, oplyser vicegeneralkonsulen.
Den japanske avis Asahi Shimbun skriver, at skipperen fulgte dykkerne i omkring tyve minutter, før en kraftig regn gjorde det umuligt at se dem i vandet. Han ledte derefter efter kvinderne i en time, før han alarmerede politiet.
Nusa Lembongan er en populær destination for dykkere og ligger i et område, der kaldes Koraltrekanten, som er kendt for et meget mangfoldigt dyreliv og mange koralarter.
Området omfatter havet omkring og mellem Indonesien, Malaysia, Papua Ny Guinea, Filippinerne, Salomonøerne og Østtimor.
/ritzau/AFP