Forsvarsminister lover at informere om civile tab

admin

439 uger siden

|

23/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danskerne skal måske indstille sig på beskeden om, at danske kampfly har dræbt civile syrere eller civile irakere under bombetogter mod Islamisk Stat.

I hvert fald lægger forsvarsminister Peter Christensen (V) op til at informere offentligheden, hvis Forsvarsministeriet får kendskab til civile tab forårsaget af danske kampfly.

- Vi vil offentliggøre, hvis vi har haft civile tab som følge af den danske mission. Ligeså vel som vi løbende vil offentliggøre omfanget af missioner, som danske F-16-fly har deltaget i. Og hvor mange våben de har smidt, siger Peter Christensen.

Udmeldingen kommer, efter at forsvarsministeren torsdag orienterede Folketingets partier om, at de danske kampfly nu er i gang med missioner i både Irak og Syrien.

Her vil risikoen for civile tab ifølge forsvarsministeren være stor, fordi kampene mod Islamisk Stat nu rykker ind i store byer som Mosul og Raqqa.

Samtidig har regeringen givet Forsvaret grønt lys til at flyve bombetogter, hvor man på forhånd ved, at kampflyene vil dræbe civile. Det kræver dog, at de militære mål er så vigtige, at de opvejer hensynet til de civile, siger Peter Christensen.

I den situation vil Forsvaret også have bedre mulighed for at kunne oplyse om de civile tab:

- Når man gennemføre et angreb, kan der altid komme følgeskader. Altså at man opdager, at der var civile til stede, man ikke var klar over.

- Den anden situation, jeg taler om, er, at man er vidende om, at der er civile i området, og alligevel tager en aktiv beslutning om at gennemføre missionen, fordi det er militært afgørende.

- Der vil man selvfølgelig også være vidende om, at der er civile tab, for det har man taget stilling til på forhånd, siger Peter Christensen.

/ritzau/