Nato er og bliver rygraden i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. Men Danmark bliver bedre i stand til at forsvare sit territorium, hvis vi ud over at være med i forsvarsalliancen indgår aftaler med andre lande på tomandshånd.
Sådan lyder det fra forsvarsminister Peter Christensen (V), der torsdag underskriver en forsvarsaftale med Sverige.
Den vil betyde, at Danmark og Sverige kan bruge hinandens sø- og luftterritorium uden først at spørge om lov. Det vil ifølge ministeren blandt andet være en fordel, når danske F-16-fly skal afvise russiske militærfly, fordi de danske fly vil kunne flyve over svensk territorium.
Svenskerne kan ligesådan gå tæt på Bornholm med deres marinefartøjer uden at spørge om lov.
- Det betyder, at vi samlet set får flere øjne og ører i Østersø-regionen til at holde øje med og sikre, hvad der foregår i vores eget territorium, siger Peter Christensen.
Aftalen kommer kort tid efter, at Christensen skrev under på en aftale med det britiske forsvar, som betyder, at Danmark og Storbritannien som hovedregel vil udsende soldater til internationale missioner sammen.
Aftalerne er meget forskellige, understreger ministeren.
- Men jeg synes, at de har det til fælles, at vi fra dansk forsvars side ser det som afgørende at samarbejde med både naboer og allierede, så vi tilsammen står stærkt også over for eksempelvis russisk militær opbygning, siger han.
- Nato var, er og bliver rygraden i vores forsvarspolitiske og sikkerhedspolitiske virkelighed. Men det ændrer ikke ved, at militært samarbejde også handler om, at man helt konkret kan være operativ hurtig og effektiv.
Selv om aftalen med det svenske forsvar ikke er relateret til den aktuelle flygtningesituation, hvor svenskerne har indført grænsekontrol, vil den betyde, at Sverige uden at spørge om lov kan patruljere i Øresund.
- Det betyder, at den almindelige patruljering i vores områder kan foregå, uden at man skal spørge om lov. Og det vil sådan set også betyde, at man vil kunne sejle ind i dansk territorium i den sammenhæng, siger forsvarsminister Peter Christensen.
Aftalen gælder kun i fredstid.
/ritzau/