Forsvaret ville straffe Danmarks øverste repræsentant i koalitionen mod Islamisk Stat (IS) i Irak, oberstløjtnant Per Hinrichsen.
Det skete, efter han i efteråret udtalte sig kritisk til DR og Dagbladet Information om korruption i den irakiske hær og de irakiske soldaters vilje og evne til at fordrive IS. Det skriver Politiken fredag.
Udtalelserne vakte opsigt og debat om den danske indsats i Irak, og tre dage senere blev Per Hinrichsen kaldt til København til en tjenstlig samtale, som skulle munde ud i en repatriering af officeren, der på den måde skulle fratages det betroede erhverv i koalitionen.
- Forsvarets ledelse havde mistet tilliden til mig og beskyldte mig for at have udleveret klassificerede operative oplysninger, have talt nedsættende om en samarbejdspartner og have skadet Danmarks omdømme, forklarer Per Hinrichsen i et interview med Politiken og forsvarsmediet Olfi.dk.
- Det var en anklage om at have bedrevet landsskadelig virksomhed, og det chokerede mig, siger Per Hinrichsen til Politiken.
Per Hinrichsen afviste, at der var tale om illoyal opførsel eller udlevering af hemmelige oplysninger.
Hans beskrivelse af den irakiske hær kunne læses i åbne kilder og svarede til udtalelser fra blandt andet USA's forsvarsminister, Ashton Carter.
Sammen med Officersforeningen luftede Per Hinrichsen muligheden for en retssag, hvis forsvarsledelsen fastholdt planerne, skriver Politiken. Men Forsvaret opgav at gennemføre repatrieringen, og Per Hinrichsen kunne rejse tilbage og genoptage arbejdet.
Generalmajor Flemming Lentfer, chef for operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando, traf beslutningen om at indlede en sag om repatriering. Han vil ikke fortælle mere om beslutningen.
- Det her har intet at gøre med, at man ikke må ytre sig. Det handler om et internationalt samarbejde med andre nationer - så udgangspunktet er naturligvis, at koalitionen helt forståeligt ønsker at være med til at have en fælles linje for, hvad der bliver den officielle presselinje, og hvor dybt man vil informere om operationer og deres indhold. Derfor havde vi brug for at tale med Hinrichsen om det, siger Flemming Lentfer til Politiken.
Forsvarsminister Peter Christensen (V) og forsvarschef, general Peter Bartram ønsker ikke at lade sig interviewe om sagen af Politiken.
/ritzau/