Forsvarer efter hashsag: Aldrig set så få beviser

admin

9 år siden

|

05/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En tilsyneladende temmelig opsigtsvækkende sag om organiseret handel med hash i Roskilde forekommer efter dommen torsdag ikke længere særligt spektakulær.

Retten i Roskilde har således valgt at frifinde to brødre for anklagen om, at de skal have styret et stort kriminelt netværk af professionelle hashsælgere.

To af de påståede sælgere blev ligeledes frifundet, mens de resterende fem såkaldte brune bude blev idømt relativt korte fængselsstraffe.

Forsvarsadvokat Mie Sønder Koch, der repræsenterer den ældste af de frifundne brødre, har efter eget udsagn aldrig set så få beviser i en straffesag.

- Det har været en total farce. Bevisførelsen har været nærmest fraværende i forhold til de to brødre. De var tiltalt for at have styret et netværk kaldet "Roskildegruppen". Men det eksisterer slet ikke. Det er et navn, politiet har fundet på, siger advokaten til Ritzau.

Det var da også en enig domsmandsret, der valgte at frifinde brødrene, der er 31 og 32 år. I dommen gennemgår retten beviserne mod mændene, og særligt hvad angår den yngste bror, er de svære at få øje på.

Tilsyneladende begrænser de sig til et opkald, som den 31-årige skal have foretaget til en 46-årig mand, der er blandt de dømte i sagen.

Hertil kommer et vidneudsagn fra en politiassistent om, at to markante lederskikkelser udstak retningslinjerne i "Roskildegruppen".

- Jeg har ikke prøvet at sidde i en sag, hvor man må gennemgå ringbindene igen og igen for at lede efter beviser, der i den grad glimrer ved deres fravær, siger Mie Sønder Koch.

I storebrorens tilfælde var beviserne lidt flere. Blandt andet havde han skiftet telefon 12 gange i løbet af fem måneder, ligesom en af de dømte har købt forskellige ting, herunder telefoner, på vegne af den 32-årige.

En hashsælger har desuden forklaret, at han solgte hash for en mand med det samme fornavn som den tiltaltes. Sælgeren havde dog aldrig mødt den tiltalte og vidste ikke, hvad han hed til efternavn.

På den baggrund går også han fri.

Mie Sønder Koch vil nu gå i gang med at søge erstatning for de fire måneder, som hendes klient har tilbragt som varetægtsfængslet.

/ritzau/