Forsker: Superligaen kan blive truet af konflikt

admin

|

28/03/2014

Dagens topnyheder

Efter at Divisionsforeningen har opsagt den gamle overenskomst for fodboldspillerne, kan der være fløjtet op til en konflikt mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen.

Det vurderer Flemming Ibsen, der er professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

- Når Divisionsforeningen opsiger aftalen, så er det fordi, at de er utilfredse med den og ønsker at forhandle med Spillerforeningen om at få en ny aftale, lyder det fra Flemming Ibsen.

- Kan de ikke blive enige om det, så er der en konflikt på området. Det kan i princippet betyde, at man ikke kan spille superligakampe i Danmark. Sådan er spillereglerne, uddyber han.

Hos Divisionsforeningen lyder begrundelsen for den opsagte overenskomst, at den er utidssvarende og kan give anledning til misfortolkninger mellem parterne.

Det er Spillerforeningen ikke komplet enig i, men stadig melder man sig klar til at troppe op til fremtidige forhandlinger, hvis Divisionsforeningen vælger at udsende en invitation til den slags.

Flemming Ibsen understreger, at med den opsagte aftale kan det gå begge veje i forhold til, om de to parter når frem til en ny aftale for spillernes overenskomst.

- Det kan ende i en ny aftale og arbejdsfred, men det kan altså også ende i en konflikt, pointerer arbejdsmarkedsforskeren.

- Hvis konflikten ender med at køre, kan det i værste fald betyde, at der ikke bliver spillet Superliga herhjemme, siger han.

/ritzau/