Nye lærere skal ikke undervise lige så meget som deres ældre kolleger. Og så skal de nyuddannede have råd og vejledning fra erfarne lærere.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, vil have mere fokus på de unge lærere, når de begynder deres arbejdsliv i skolesystemet.
En analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser nemlig, at hver sjette nyuddannet lærer vælger et arbejde, der ikke er i grundskolen. Det skriver Politiken.
Ifølge Anders Bondo Christensen oplever mange nyuddannede, at de ikke lykkes med deres arbejde, når de efter seminariet kommer ud til virkeligheden i skoleklasserne.
- Man skal træne til at blive en dygtig lærer, og det skal vi være opmærksomme på, når de unge mennesker kommer ud i skolen.
- Alt er nyt. Alle fagene er nye. Alle eleverne er nye. Kollegerne er nye. Og derfor er det en kæmpe omvæltning at komme ud i skolen, siger Anders Bondo Christensen til Ritzau.
Danmarks Lærerforening har nedsat en arbejdsgruppe, som skal skrive en rapport, der indeholder initiativer til at støtte nyuddannede lærere i deres første tid i arbejdet.
Arbejdsgruppen er ifølge Politiken nedsat sammen med Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Skolelederforeningen, Danmarks Evalueringsinstitut og Danske Professionshøjskoler.
- At tage en læreruddannelse er selvfølgelig helt afgørende for at blive en god lærer. Men det betyder ikke, at man er klar til fra dag ét at knokle fuldt ud som lærer, siger Anders Bondo Christensen.
- Derfor skal vi være meget mere opmærksomme på at tage godt imod de nye lærere. De skal sættes ned i undervisningstimetal, og de skal have en dygtig lærer, der kan give supervision. De skal have ekstra opmærksomhed fra ledelsens side.
/ritzau/