Næsten halvdelen af de bilister, der ryger i bilen, ryger mens børnene sidder på bagsædet. Det viser en Gallup-undersøgelse for Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen.
Det får Lungeforeningen til at kræve, at de danske politikere griber ind med lovgivning.
Konkret vil Lungeforeningen kopiere lovgivning fra Italien og England, hvor det er forbudt med bødestraf til følge, hvis man ryger, mens en person under 18 er til stede i bilen.
I England straffes rygning i bilen med en bøde på 50 pund svarende til omkring 500 kroner.
- Børns luftveje, lunger og andre organer er ikke færdigudviklede. Derfor er deres forsvarssystem mod skadelige partikler anderledes end hos voksne, siger Lungeforeningens direktør Anne Brandt.
- Danske politikere er desværre ikke meget for at gribe ind i borgernes personlige frihed, men når reglerne er der, så har det vist sig, at danskerne har en fantastisk evne til at efterrationalisere og se det positive i, at andre skånes for tobaksforurenet luft.
Ifølge Bo Chawes, der er børnelæge ved børneafdelingen på Herlev Hospital og seniorforsker, ph.d. ved Dansk BørneAstama Center i Gentofte, er der god grund til at spare børnene for røgen.
Han forklarer, at udsættelse for tobaksrøg er langt den vigtigste årsag til både udvikling og forværring af børneastma, som er den mest almindelige sygdom hos børn.
Rygning resulterer både i medfødt nedsat lungefunktion, øget risiko for opblussen af børneastma og dårligere effekt af astmamedicin.
- Hvert femte småbarn og hver tiende skolebarn lider af astma, og astma er den hyppigste årsag til, at børn indlægges på sygehuset, siger han.
- Storsynderen blandt de faktorer, der kan udløse sygdommen, er hverken luftforurening eller dårlig rengøring. Det er forældrenes rygning.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, afholder tirsdag sin årlige "World No Tobacco Day".
/ritzau/