Forældre risikerer udvisning: Anklaget for at tæske børn med ledninger i årevis

admin

442 uger siden

|

29/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Står det til anklagemyndigheden i København, skal et somalisk forældrepar udvises af Danmark. Forældrene er tiltalt for gennem en årrække at have mishandlet to af deres børn.

Volden har ifølge anklagemyndigheden stået på gennem i hvert fald fem år i perioden mellem 2010 og 2015.

Anklageskriftet i sagen beskriver, hvordan børnene, der er født 2002 og 2004, ugentligt er blevet slået med knyttet hånd og har fået lussinger.

Opladere til mobiltelefoner spillede en central rolle i det rædselsregime, der ifølge sagens anklageskrift var i hjemmet i Brønshøj. Gang på gang er børnene nemlig blevet pisket med ledninger til opladere, lyder anklagerne.

Ifølge den tiltale, som anklagemyndigheden har rejst i sagen, skete det senest i oktober sidste år. Her blev det yngste af børnene, en dreng, som altså på det tidspunkt var 11 år, slået til blods på maven med en opladerledning.

Det ældste barn er en pige. Også hun blev offer for vold begået med en opladerledning, lyder det i anklageskriftet. Pigens mor har på et tidspunkt angiveligt strammet en ledning så hårdt om pigens hals, at ledningen knækkede.

I en anden situation har moren sat sig overskrævs på pigen, taget kvælertag på hende og holdt en dyne over hendes ansigt, så hun havde svært ved at trække vejret, lyder de grove anklager.

Det er ifølge anklagemyndigheden moren, som har været den mest aktive voldsudøver. Men faren kræves også stillet til ansvar for hendes handlinger. I anklageskriftet lyder det, at volden er sket "i forening og efter fælles forståelse".

Faren har dog også selv været aktiv, mener anklagemyndigheden. Han har igennem årene slået sin søn med bælter og opladerledninger. I den første del at gerningsperioden skulle han også have slået pigen, lyder beskyldningerne.

Sagen mod forældrene skal for Retten på Frederiksberg på onsdag i den kommende uge.

Ud over vold vil anklagemyndigheden have forældrene dømt for at have holdt en toårig datter skjult for myndighederne i efteråret sidste år, efter at Københavns Kommune havde besluttet, at pigen skulle tvangsfjernes.

/ritzau/