Forældre føler sig dårligt informerede om skolereformen

admin

|

07/04/2014

Dagens topnyheder

Når landets skoleelever til august starter et nyt skoleår, bliver det en anderledes skoledag, der møder de fleste: heldagsskolen. Mens nogle skoler allerede har smugtrænet, starter andre op fra grunden.

Men 56 procent af forældrene føler, at de ikke er blevet informeret godt nok om folkeskolereformen, viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR blandt 1073 forældre, der har et barn i en folkeskole, eller et der skal starte efter sommerferien.

Folkeskolereformen betyder, at de mindste elever får en skoleuge på 30 timer, eleverne i 4.-6 klasse får en skoleuge 33 timer, og i 7.-9. klasse bliver ugen på 35 timer.

I forbindelse med heldagsskolen siger svenske forskere til DR P4 København, at der kan være en lang række udfordringer som lærerflugt, faldende karaktergennemsnit blandt skolebørnene og skuffede forældre.

Det var i hvert fald det, der skete i den svenske folkeskole efter en stor skolereform i starten af 1990'erne.

I en svensk undersøgelse peger forskere på, at modstand mod reformen i 1990'erne blandt svenske lærere er en af årsagerne til den svenske skoles deroute.

- Skolesystemerne er forskellige i Danmark og i Sverige, men indfører man en reform mod lærernes vilje, så kan implementeringen mislykkes. Her kan man lære meget af de svenske fejl, siger professor bag undersøgelse Leif Lewin til DR P4 København.

Det var især lærernes arbejdsvilkår, der havde en stor rolle i den svenske skoles rutsjetur ned af de europæiske ranglister, fordi man ikke tog lærerne med på råd, da reformen skulle indføres, siger Leif Lewin.

Professor i uddannelse på Malmø Universitet Anders Jakobsson mener, at folkeskolereformen kan betyde lærerflugt blandt de danske lærere som i Sverige.

- Sådan som jeg har forstået den danske skolereform, så skal lærerne blive længere på skolen, og samtidig mister de indflydelse på arbejdstid og tilrettelæggelsen af undervisningen, og det er en utrolig farlig udvikling, siger han til DR P4 København.

/ritzau/