Folketinget er totalt splittet, når det gælder spørgsmålet om, hvordan Danmark skal forholde sig til EU-borgeres ret til at modtage dagpenge, børnecheck og andre velfærdsydelser. Det viser en række afstemninger i folketingssalen tirsdag.
Der blev stillet i alt fire såkaldte forslag til vedtagelse. Men det lykkedes hverken regeringen og SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti eller Venstre og De Konservative sammen med Liberal Alliance at få flertal for deres respektive forslag.
Det ser ud til, at alle stemte for deres eget forslag, og alle forslag endte derfor med at blive forkastet.
Afstemningen kommer efter en tre timer lang debat i folketingssalen i sidste uge. Ved afslutningen på debatten konkluderede udenrigsminister Martin Lidegaard (R):
- Man kan jo få det indtryk, at Folketinget er splittet i atomer over dette spørgsmål.
Det var Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, der havde indkaldt til debatten, og partiet havde på forhånd afslået fra at stemme for regeringens forslag. Partiet er parat til et nyt dansk EU-forbehold, men det forslag høstede kun syv stemmer.
De Radikale og Socialdemokraterne og til dels også SF er parate til at acceptere de krav, der kommer fra EU-Kommissionen på området. Det vil give EU-borgere ret til eksempelvis børnecheck, så snart de har arbejdet her i ni timer om ugen i en måned.
- Løsningen på social dumping er ikke at fratage EU-borgere nogle rettigheder, de har krav på, sagde De Radikales Camilla Hersom under sidste uges debat.
Blå blok er derimod parat til at udfordre regeringens syn på EU-systemet. De ønsker, at ændre børnechecken, så den i stedet bliver uddelt som forskellige former for fradrag.
- Mens den fri bevægelighed er et gode for Danmark og EU, er det ikke ensbetydende med, at der skal være adgang til sociale ydelser efter meget kort tid i Danmark.
- Det var aldrig intentionen med arbejdskraftens fri bevægelighed, at man skal kunne flytte efter sociale ydelser, sagde Venstres EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.
/ritzau/