Fogh kritiserer Rusland for udvidelse ind i Georgien

admin

10 år siden

|

05/02/2014

Dagens topnyheder

Nato kritiserer Rusland for at udvide dets grænse ind i Georgiens løsrivelsesregion Abkhasien. Moskva siger, at der er tale om en midlertidig foranstaltning, som skal forstærke en sikkerhedszone omkring vinter-OL i Sotji.

- Vi har bemærket os den nylige beslutning om midlertidigt at udvide Abkhasiens såkaldte grænsezone længere ind på Georgiens territorium uden den georgiske regerings samtykke, siger Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen.

- Vi er dybt bekymret over denne beslutning, fastslår Fogh, som onsdag holdt pressemøde i Bruxelles efter drøftelser med Georgiens premierminister, Irakli Garibashvili.

Moskva anerkendte Abkhasien og en anden oprørsk provins i Georgien, Sydossetien, som uafhængige efter en kort krig mellem Rusland og Georgien i 2008.

Russiske styrker er sat i forhøjet alarmberedskab forud for vinter-OL. To selvmordsbomber i den sydlige by Volgograd i sidste måned, der dræbte 34 mennesker, har ført til særligt optrappede sikkerhedsforanstaltninger.

Rusland og Georgien har ingen diplomatiske forbindelser.

Den tidligere danske statsminister understreger i en erklæring, at Nato er "fast forpligtet på Georgiens uafhængighed og territoriale integritet." Han kritiserer også Rusland for at have bygget pigtrådshegn omkring Sydossetien.

Nato stillede Georgien et medlemskab af alliancen i udsigt i 2008, men det er blevet sat på standby siden landets krig med Rusland.

/ritzau/Reuters