For første gang i fem år får Danmark færre indvandrere

Redaktionen

431 uger siden

|

16/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I det seneste år - fra juli 2015 til juni 2016 - har 76.304 udenlandske statsborgere krydset den danske grænse med det formål at bosætte sig i her landet.

Det er et fald på 1113 personer sammenlignet med de foregående fire kvartaler.

For første gang i fem år ses således et fald i antallet af indvandringer, der er registreret i løbet af et år. Det oplyser Danmarks Statistik på sin hjemmeside.

Danmarks Statistik definerer indvandrere som personer, der er født i udlandet, og som ikke har forældre, der er danske statsborgere og født i Danmark.

Syrien er det land, hvorfra flest statsborgere er kommet til Danmark det seneste år. Fra sidste sommer til denne sommer er der ankommet 11.569 syrere.

For første gang i syv år har der imidlertid været et fald i indvandringer fra Syrien.

Faldende indvandring fra Syrien samt fra det østafrikanske land Eritrea er ifølge Danmarks Statistik skyld i en stor del af det generelle fald i antallet af indvandringer.

Netop de syriske statsborgere fremhæver Danmarks Statistik som en interessant gruppe det seneste år på grund af deres alder- og kønsfordeling.

Halvdelen af syrerne er under 18 år. Og de syriske drenge og mænd er i overtal i langt de flest aldersklasser under 29 år.

Efter Syrien følger Rumænien, som står for det næststørste antal indvandringer. 5388 rumænere er indvandret til Danmark det seneste år.

Top-ti-listen over lande, hvis statsborgere er rejst til Danmark i perioden fra sidste sommer til denne sommer, tæller desuden Polen, USA, Tyskland, Indien, Litauen, Italien, Norge og Kina.

Landene er rangeret efter antallet af statsborgere, der er rejst til Danmark.

/ritzau/