Præsidenten for Uruguays fodboldforbund, Wilmar Valdez, mener ikke, at der er tilstrækkelig med beviser til at straffe Luis Suárez.
Den sydamerikanske stjerneangriber satte tilsyneladende tænderne i skulderen på Italiens Giorgio Chiellini under tirsdagens VM-kamp, hvor Italien blev sendt ud af slutrunden i Brasilien.
- Det er nødt til at stå klart, og ud fra den video, som Fifa gav os, mener vi ikke, at det er helt tydeligt, siger Valdez til tv-kanalen Channel 10.
- Vi er sikre på, at vi vil opnå resultater med vores forsvar, tilføjer han.
Det internationale fodboldforbund (Fifa) har åbnet en disciplinærsag mod Suárez, der ikke blev straffet i tirsdagens VM-kamp, da dommeren ikke så episoden. Suárez risikerer at være færdig ved VM.
Tv-billederne viste et bidemærke i Chiellinis skulder efter episoden, men Uruguays fodboldforbund hævder, at bid-billederne er blevet redigeret i Photoshop, så de ser værre ud, end de er, skriver The Guardian.
Uruguay skal lørdag møde Colombia i 1/8-finalerne, og det vil være et hårdt slag for Uruguay, hvis holdets bedste spiller bliver smidt ud af VM.
/ritzau/AFP