En massegrav med ligene af 75 mennesker er fundet i den nordlige del af Sydsudan, og der meldes om yderligere to massegrave i hovedstaden Juba, oplyser FN.
FN's menneskerettighedskommissær, Navi Pillay, opfordrer de to parter i den igangværende konflikt til at beskytte civilbefolkningen og gør de militære ledere opmærksom på, at de kan blive draget til ansvar for krigsforbrydelser.
En talskvinde for FN siger, at ligene af 75 soldater fra Det Sudanske Folks Befrielsesbevægelse (SPLA) tilsyneladende er fundet i en massegrav i delstaten Unity.
- De skal alle ifølge rapporterne være etniske dinkaer, siger hun, efter FN-inspektører har besøgt området.
Lidt over en uges blodig uro har kostet hundredvis af mennesker livet, og konfrontationen har de fleste steder været mellem dinkaer og den anden store etniske gruppe i Sydsudan, nuerne.
Mindst 45.000 mennesker har søgt tilflugt i FN's lejre i landet.
Pillay siger, at der "ifølge rapporterne er mindst to andre massegrave i Juba".
Konflikten i Sydsudan, der fik sin selvstændighed for to år siden, er kommet bag på Vesten og de afrikanske lande.
Krisen tog fart, da landets præsident, Salva Kiir, der er dinka, i sommer fyrede sin vicepræsident, Riek Machar, der er nuer.
Machar siger juleaftensdag, er han er rede til at mødes med Kiir for at forhandle en løsning.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har bedt FN's Sikkerhedsråd om at godkende, at der sendes yderligere 5500 fredsbevarende soldater til Sydsudan for at inddæmme krisen.
Det vil næsten fordoble den nuværende FN-styrke i landet.
/ritzau/Reuters