Flygtninge koster Tyskland over 400 milliarder kroner

admin

9 år siden

|

11/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tyskerne må til lommerne for at finansiere de omkring en million flygtninge, der i år har søgt asyl i Tyskland.

Det velansete økonomiske institut i Kiel IfW vurderer, at det vil koste Tyskland 55 milliarder euro at tage sig af dem. Det svarer til 412 milliarder kroner.

IfW har lavet forskellige beregninger og skriver, at den årlige udgift kan svinge, afhængig af antal flygtninge.

I 2015 er der kommet omkring en million asylansøgere, og prisen for at tage sig af dem er ifølge IfW 55 milliarder euro.

Men hvis det antages, at der i 2018 kommer 360.000 flygtninge, bliver udgiften lavere, nemlig 25 milliarder euro.

IfW skriver også, at selv med den højeste vurdering bliver udgiften under to procent af bruttonationalproduktet.

Det vil ifølge manden bag IfW-rapporten, Matthias Lücke, være til at håndtere.

Rapporten antager, at 30 procent af flygtningene vil vende tilbage til deres oprindelsesland igen.

En anden antagelse er, at 20 procent af flygtningene får svært ved at finde job i Tyskland.

Der har været flere forskellige rapporter om flygtningenes indvirkning på den tyske økonomi, og i modsætning til flere andre siger økonomerne i IfW, at flygtningestrømmen ikke får en positiv effekt på den generelle velstand.

Ifølge rapporten vil efterspørgsel og den økonomiske produktion ganske vist nok vokse, men de sociale udgifter vil også vokse.

Andre forskere har dog sagt, at de mange flygtninge, hvoraf mange er unge mænd, kan sætte noget fart i økonomien i et samfund, hvor befolkningen bliver ældre.

Den største enkeltgruppe af flygtninge i Tyskland er fra Syrien, hvor borgerkrigen har raset siden 2011. Det har sendt millioner af mennesker på flugt.

Men mange af de mennesker, som i de seneste måneder har søgt til Tyskland, kommer også fra Afghanistan, Irak og Balkan.

/ritzau/dpa