Flere udlover dusører i sag om fynsk motorvejsdrab

Redaktionen

434 uger siden

|

23/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 36-årig tysk mand meldes tirsdag udenfor livsfare, men ligger fortsat i kunstig koma, efter at hans bil tidligt søndag morgen blev ramt af en 30 kilo tung betonklods på den fynske motorvej.

Betonklodsen blev kastet ned på tyskerens bil fra en gangbro ved Langesøvej, og det kostede hans 33-årige kone livet. Parrets femårige søn slap med skrammer. Han blev mandag hentet af pårørende og kørt hjem til Tyskland.

Fyns Politi behandler sagen som drab og har fået mange henvendelser fra offentligheden, oplyser man i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Samtidig har flere privatpersoner udtrykt ønske om at udlove en dusør, der fører frem til den eller de personer, der kastede betonklodsen ned på den tyske bil.

- Der er allerede en privatperson, der har udlovet en dusør, fortæller chefkonsulent Janne Svärd fra Fyns Politi.

Desuden har flere henvendt sig og tilbudt at udlove en dusør, som politiet så kan udbetale for afgørende oplysninger i sagen.

- De henvendelser ser vi nu nærmere på, men vi har endnu ikke afgjort, hvordan vi vil forholde os til dem, siger Janne Svärd.

Hun understreger, at politiet er glad for henvendelserne om dusør og de mange henvendelser i sagen i øvrigt.

- Det viser jo, at sagen har enorm stor interesse i befolkningen, forklarer hun.

Politikommissær Michael Lichtenstein, der leder efterforskningen, vurderer, at politiet allerede har modtaget flere hundrede henvendelser i sagen.

- Vi arbejder intenst på at sortere og behandle de mange henvendelser fra offentligheden. Men vi mangler stadig informationer om, hvor de fire sten, der blev smidt ned fra motorvejsbroen, stammer fra, udtaler han i pressemeddelelsen.

To af stenene - herunder den dræbende - var såkaldte hjørnesten, som vejer 30 kilo hver. De to andre var noget mindre og vejede omkring 9,5 kilo hver. De to hjørnesten er af typen danblok type 2 fra IBF sten i Ejby.

Politiet vil meget gerne høre fra entreprenører, murere, byggefirmaer eller andre, der i øjeblikket har denne type sten liggende.

/ritzau/