Flere udlændinge sendes hjem for at afsone

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

34 kriminelle udlændinge er siden 2013 blevet sendt ud af Danmark for i stedet at afsone straffen i deres hjemland.

Til sammenligning blev kun to kriminelle eskorteret ud af Danmark i 2011 for at afsone deres straf.

Siden er der oprettet en særlig enhed i Justitsministeriet, Task Force Hjemsendelse, for at sikre at udenlandske kriminelle ikke fylder op i danske fængsler.

Den indsats har nu båret frugt, siger justitsminister Karen Hækkerup (S).

- Der skal ikke være nogen tvivl om, at det er regeringens klare mål at få overført så mange udvisningsdømte udlændinge som muligt. Det er udlændinge, som ikke har en fremtid i Danmark, siger hun og fortsætter:

- Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at vores styrkede indsats har givet resultater. Men vi skal fortsætte med at presse på og prioritere indsatsen.

Det er en af ambitionerne for indsatsen, at den skal resultere i et niveau for hjemsendelse, der svarer til niveauet i de øvrige nordiske lande.

I februar 2014 sad der 452 kriminelle udlændinge i danske fængsler, i Norge var tallet 593, mens der i Sverige var 1383.

I Norge er 46 udenlandske kriminelle eskorteret ud af landet i 2013, i Sverige har myndighederne sendt 56 ud.

Dermed er den danske andel på 17,6 procent, i Norge er den på 17 procent og i Sverige på 13,8 procent.

Dog skal der tages højden for forskelle i reglerne for prøveløsladelse af de dømte.

I Danmark vil udenlandske afsonere, som også er udvisningsdømte, normalt blive prøveløsladt efter afsoning af halvdelen af straffen. I Norge og Sverige sker prøveløsladelse normalt først efter afsoning af to tredjedele af straffen.

Task forcen har blandt andet etableret kontakter med en række udvalgte lande, for at hjemsendelserne sker hurtigt til disse lande.

Det drejer sig indtil videre om Litauen, Polen og Rumænien.

/ritzau/