Bølgerne fra den sidste sten til Poseidons Rev, der blev sænket ved indvielsen den 8. oktober, har knap nok lagt sig, og nu skal der laves flere kunstige stenrev. Det synes i hvert fald Sportsfiskerforeningen Nordborg, Alsiske kystfiskere og Sportsfiskerforeningen Als. De har stiftet Sønderjysk Ørredfond for at give økonomisk hjælp til udsætning af fisk i salt- og ferskvand på og omkring Als og Sundeved.
- Vi vil gerne give et økonomisk tilskud på 15.000 kr. som startkapital til etablering af det næste stenrev. Vi er overbeviste om, at flere stenrev vil medvirke til at styrke fiskebestanden i området omkring Als og Sundeved. Vi vil derfor opfordre til, at det gode arbejde med etablering af kunstige stenrev fortsætter, siger Kim Hermann, formand for Sønderjysk Ørredfond.
De opmuntrende ord gentog Kim Hermann, da han fredag den 9. november overrakte gaven på 15.000 kr. til borgmester Aase Nyegaard, der er formand for foreningen Als Stenrev. Det foregik på strandpromenaden i Sønderborg. Midlerne i Sønderjysk Ørredfond stammer fra den årlige fiskekonkurrence ”Ørreddagene”, der holdes hvert år den sidste weekend i oktober.
- Et stenrev i havet har samme funktion som en regnskov på land. Det myldrer med liv alle vegne, sagde Kim Hermann ved overrækkelsen.