Flere meldes dræbt i nye sammenstød i Slavjansk

admin

10 år siden

|

18/05/2014

Dagens topnyheder

Prorussiske separatister melder søndag om nye kampe i den østukrainske storby Slavjansk, som er under prorussisk kontrol.

Den selvudråbte borgmester i Slavjansk, Vjatjeslav Ponomarjov, siger til nyhedsbureauet Interfax, at hans styrker har afværget et angreb fra ukrainske regeringstropper og skudt og dræbt syv af soldaterne.

Oplysningerne er ikke bekræftet af den ukrainske overgangsregering i Kijev.

Den fungerende indenrigsminister, Arsen Avakov, siger til gengæld, at det var ukrainske nationalgardister, som blev overfaldet af tungt bevæbnede prorussiske militante. En af disse blev skudt og dræbt, mens en anden af angriberne blev taget til fange, siger ministeren.

Imens meddeler Nationalgarden i Kijev, at dele af en af deres enheder i Donetsk-regionen er løbet over til de prorussiske separatister, og at de nu vil blive sigtet for forræderi.

Overgangsregeringen i Kijev, der støttes af USA og EU, prøver at genvinde kontrollen med de østlige regioner med de selvudråbte folkerepublikker Donetsk og Lugansk gennem en omstridt antiterror-operation, som de seneste uger har kostet flere end 100 mennesker livet.

Om en uge er der præsidentvalg i den kriseramte tidligere sovjetrepublik, og hidtil er alle forsøg på at få de stridende parter til at nærme sig hinanden slået fejl.

Lørdag kom der således heller ikke noget ud af den anden runde af såkaldte rundbordssamtaler under OSCE-mægling mellem politikere fra overgangsregeringen og civile grupper i Kharkiv, hvor militante separatister heller ikke var inviteret.

- Vi er klar til at gøre alt, hvad der er muligt, for den ukrainske stats sammenhold, siger fungerende premierminister Arsenij Jatsenjuk.

Han gentager regeringens tilbud om at give de østlige regioner flere magtbeføjelser, men afviser nok engang kategorisk, at regeringen vil forhandle med prorussiske "terrorister".

/ritzau/dpa