Adskillige demonstranter er kommet til skade i Ukraines hovedstad, Kijev, efter at politiet tidligt lørdag morgen opløste en demonstration rettet mod præsident Viktor Janukovitj.
- Adskillige er kvæstet, og adskillige er anholdt. Ukraine har ikke tidligere oplevet noget lignende, skriver oppositionspolitikeren Andrij Sjevtjenko fra den fængslede ekspremierminister Julia Timosjenkos Fædrelandsparti på Twitter.
Flere tusinde mennesker var fredag aften samlet i centrum af Kijev for at protestere mod, at Ukraine ikke som ventet underskrev en samarbejdsaftale med EU ved et topmøde i Litauen.
Omkring 1000 demonstranterne blev efter demonstrationen på byens centrale plads, hvor politiet slog dem med knipler, siger et øjenvidne til AFP.
- Vi dansede, hoppede og råbte fredelige slogan, siger en af demonstranterne Maria Tjalykh.
Omkring 10.000 mennesker deltog i demonstrationen, hvor de krævede præsidentens afgang.
USA's ambassadør i Ukraine, Geoffrey Pyatt, fordømmer politiets voldsomme fremfærd mod demonstranterne.
- Er stadig i gang med at forstå, hvad der skete. Men fordømmer klart volden mod fredelige demonstranter, skriver han på Twitter.
Mens Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, på topmødet i Vilnius udtrykte håb om, at aftalen med EU snarest kan blive skrevet under, virker det til, at EU-lederne har opgivet håbet i denne omgang.
Ukraine meddelte i sidste uge, at landet var skuffet over aftalen, og præsidenten kaldte den medfølgende økonomiske støtte for ydmygende lille.
- Efter fiaskoen i Vilnius er vi vågnet op i et andet land. Efter Vilnius minder Ukraine nu om Hviderusland, siger gruppeformanden for Fældrelandspartiet, Arsenij Jazenjuk, ifølge nyhedsbureauet dpa.
Oppositionen har varslet nye masseprotester i hovedstaden søndag.
/ritzau/AFP