Flere fejl under bombetrussel mod Handelshøjskolen i Aarhus

Ann Katrine Warren

|

14/11/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

 

Langt fra alt gik som forventet, da den tidligere handelshøjskole i Aarhus måtte evakueres efter en bombetrussel. Derfor skal skolen, der nu er en del af Aarhus Universitet, have flere beredskabsøvelser og beredskabsplanerne skal gennemgås. Det skriver DR Østjylland.

- Det har været en erfaring, som vi selvfølgelig helst havde været foruden, men det har samtidig givet os en mulighed for at få lavet nogle procedurer, som vi kan være sikre på virker, siger dekan Svend Hylleberg til DR Østjylland.

Politiet valgte øjeblikkeligt at evakuere flere hundrede personer, da skolen den 26.oktober modtog et brev med en bombetrussel. Men mange studerende efterlod deres tasker i lokalerne, hvilket gav en masse ekstraarbejde for bombehundene, som skulle undersøge hele bygningen og alle tasker nøje.

Også kommunikationen fejlede. Blandt andet blev skolens øverste leder, Svend Hylleberg, informeret om bombetruslen ved en tilfældighed, da en ansat på egen hånd ringede til dekanen, som ikke var på skolen.

Politiet har endnu ikke fundet frem til personen, som sendte bombetruslen.