Fjerde generation af Mærsk er nu med i bestyrelsen

admin

|

31/03/2014

Dagens topnyheder

Den fjerde generation i A.P. Møller-Mærsk-dynastiet sidder nu med ved koncernens bestyrelsesbord.

På koncernens generalforsamling blev Robert Mærsk Uggla, barnebarn til Mærsk Mc-Kinney Møller og søn af næstformand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, valgt ind.

Sammen med Robert Uggla er også den tidligere Goldman Sachs-vicedirektør, Dorothee Blessing, og Danfoss-direktør Niels B. Christiansen valgt ind i A.P. Møller-Mærsks bestyrelse, oplyser koncernen efter generalforsamlingen mandag.

- Det er en stor udskiftning, men det skal ses i lyset af, at der ikke var nogen udskiftning sidste år, siger formand Michael Pram Rasmussen ifølge Ritzau Finans ved generalforsamlingen i Bella Center.

Med ændringen har vi ønsket at øge internationaliseringen af bestyrelsen - og en foryngelse, siger 36-årige Robert Uggla, der i dag er chef for et af Mærsk-koncernens shippingselskaber, bjærgnings- og slæbebådeforretningen Svitzer.

Den fjerde generation af Mærsk-familien kom ind i Mærsk-gruppen for 10 år siden og har blandt andet været chef for Maersk Line i Dubai og for tankskibsrederiet Broström fra 2009 til 2012.

- Han har en god og bred indsigt i gruppens forretning, især inden for shipping. Han har ledelseserfaring fra en række positioner, bemærker Michael Pram Rasmussen og tilføjer:

- Desuden er der tale om et generationsskifte i den stiftende families engagement i bestyrelsen, nævner formanden.

/ritzau/