Et par erhvervsfiskere troede ikke deres øjne, da de i går hev en 21 kilo tung krabat af en havål op i kutteren Jannik ud for Vedbæk Havn.
- Det er vanvittigt, at vi har fanget den i det garn. Det er aldrig før dokumenteret, at man har fanget havål i Øresund. Der er næsten større chance for at vinde i lotto. Det ville jeg så nok hellere have gjort, men det er da rigtig sjovt, siger Max Christensen til eb.dk.
Læs også: De strandede kaskelotter skæres ud til forskere
Makkerparret fiskede efter stenbiddere, og da de ikke ville kunne få mange penge for ålen, ringede de til Øreundsakvariet i Helsingør, der hentede det store havdyr i Vedbæk.
Her fortæller man, at det er en usædvanlig fangst.
- Havålene går normalt fra Skagerrak igennem Nordsøen, ned til Madeira og måske op ad Vestnorges kyst og ned omkring England i de strømfyldte kanaler og ned i Middelhavet. Det er her, de har deres hovedudbredelse, så det er fantastisk for os, at der er blevet fanget en i Øresund, siger Jens Peder Jeppesen, marinebiolog fra Øresundsakvariet, til eb.dk.
Max Christensen fortæller, at han en dag vil tage op på akvariet med sine børn og hilse på ålen.