Finansloven er vedtaget efter turbulent slutspurt

admin

466 uger siden

|

17/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Finansloven for 2016 er blevet vedtaget i folketingssalen torsdag formiddag.

Dermed er kan finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) begynde at samle kræfter til forårets forhandlinger om boligydelsen og de andre elementer, der i 11. time blev pillet ud af den blå finanslov.

For selv om Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative 19. november gav hinanden håndslag på aftalen om finansloven, er den blevet slankere siden.

Massivt politisk pres og regnestykker fra blandt andre Ældre Sagen fik i begyndelsen af december Dansk Folkeparti til at tvivle på de aftalte besparelser på boligydelsen til pensionister.

Tirsdag 15. december blev boligydelsespakken så pillet helt ud af finansloven for i stedet at blive udskudt til nye forhandlinger i foråret. Det samme gjorde de aftalte ændringer for beskatning af fonde, udligningsskatten på pensioner og affaldsgebyret.

Onsdag 16. december blev forløbet endnu mere mudret, da det kom frem, at Udbetaling Danmark allerede er begyndt at administrere efter de nye satser for boligydelsen - før de var vedtaget i Folketinget.

Det betyder, at 325.000 personer i januar vil modtage en forkert boligydelse. Det vil dog senest blive reguleret i februar.

Boligydelsen, der næste år skulle have bidraget med 90 millioner kroner til statskassen, har overskygget langt større poster i den blå finanslov.

Blandt andet får sundhedsområdet tilført 2,4 milliarder kroner i 2016. Pengene skal gå til hurtigere udredning og behandling, indsats for demente og ældre medicinske patienter, løft til fødeafdelinger og bedre akuthjælp i alle dele af landet.

Og hver af de tre støttepartier fik en mærkesag igennem.

Mens de Konservative fik indløst førsteprioriteten med en fastfrysning af grundskylden for boligejerne, og Liberal Alliance fik sænket registreringsafgiften for personbiler, fik Dansk Folkeparti den såkaldte "værdighedsmilliard" på ældreområdet.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl er af mange kommentatorer blevet udnævnt som finanslovens store taber, men han har gentagne gange fastholdt, at aftalen er landet rigtigt, selv om han medgiver, at "forløbet har været noget uskønt."

/ritzau/