Fifa: Brasilianske stadioner bliver klar til VM

admin

|

22/04/2014

Dagens topnyheder

Brasilien har endnu ikke alle landets 12 VM-stadioner klar til sommerens slutrunde, der begynder om kun syv uger.

Selv om Brasilien blev tildelt værtsskabet i 2007, så bliver der fortsat bygget på livet løs på det kommende VM-stadion i São Paulo.

Det bliver en kamp mod uret, fastslår generalsekretær for det internationale fodboldforbund (Fifa), Jerome Valcke, der alligevel føler sig sikker på, at byggeriet når at blive færdigt før VM-åbningen den 12. juni.

- São Paulo bliver færdig til VM, selv om det ikke bliver inden for den planlagte tidsramme, siger Valcke, efter at han tirsdag har besigtiget arbejdet i São Paulo.

Generalsekretæren oplyser, at der den 17. eller 18. maj vil blive spillet en testkamp på det nye stadion, hvilket giver tre uger til at rette op på eventuelle fejl før VM.

Dødsfald i november og marts i forbindelse med stadionbyggeriet har blandt andet været med til at forsinke arbejdet i storbyen.

Fifa's anden store bekymring i Brasilien har været VM-stadionet, Arena da Baixada, i Curitiba, som heller ikke er færdigbygget. Så sent som i februar advarede Jerome Valcke om, at Fifa overvejede at droppe Curitiba som værtsby.

De seneste meldinger går på, at byggeriet også skrider frem på Arena da Baixada.

/ritzau/dpa