Fifa-boss: Tidspres at få VM-stadion i Natal klar

admin

|

29/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

VM-stadionerne i Brasilien giver fortsat problemer for det internationale fodboldforbund, Fifa, blot to uger før slutrunden bliver fløjtet i gang.

Fifa-generalsekretær Jerome Valcke kommer nu med en opsang til de stadionansvarlige i byen Natal.

- Det bliver en kamp med tiden. Der er stadigvæk meget, der skal nås i forhold til VM-fans og medier, skriver Valcke på Twitter.

- Vi har brug for fuldt engagement fra alle parter i Natal, så vi kan sikre, at alt er i orden og testet før Mexico-Cameroun den 13. juni.

For godt tre uger siden skrev lokale medier, at arbejdet omkring en række VIP-loger samt enkelte udgange til banen endnu ikke var færdiggjort.

Jerome Valcke har gentagne gange været ude at kritisere de forsinkede stadionbyggerier i Brasilien.

Så sent som for to måneder siden var stadionerne i São Paulo, Curitiba og Cuiaba endnu ikke klar til slutrunden.

Dansk Boldspil-Unions (DBU) tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen skal være Fifas hovedansvarlige på Arena das Dunas i Natal.

/ritzau/