Musa Bility blev ikke godkendt som kandidat til præsidentposten i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Torsdag offentliggjorde Fifa navnene på fem præsidentkandidater, og præsidenten for Liberias fodboldforbund var ikke blandt dem.
Han har ikke bestået Fifas integritetstjek.
De fem godkendte kandidater er Gianni Infantino, Tokyo Sexwale, prins Ali Bin Al Hussein, Salman Bin Ebrahim Al Khalifa og Jerome Champagne.
Michel Platini kan også komme i spil som Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) kandidat til posten.
Franskmanden, der er præsident for Uefa og vicepræsident i Fifa, er i øjeblikket suspenderet af Fifa.
Først når Michel Platinis suspension udløber, vil Fifa tage stilling til, om han kan blive kandidat.
Hvis han bliver det, vil Gianni Infantino trække sit kandidatur.
Præsidentvalget foregår den 26. februar næste år.
/ritzau/