Fem personer blev tirsdag idømt fem års fængsel for at planlægge bombeterror mod sidste års Formel 1-grandprix i Bahrain.
Det oplyser det lokale nyhedsbureau BNA ifølge Reuters.
En kvindelig politibetjent fornemmede, at der muligvis var noget ulovligt i gære, da hun på løbsdagen kropsvisiterede en kvinde med en pude på maven. Puden skulle få folk til at tro, at kvinden var gravid.
Politiet fandt frem til, at kvinden var del af en gruppe, der planlagde at placere en bombe tæt på racerbanen.
De fem dømte skulle ifølge BNA have erkendt terrorplanerne.
Menneskerettighedsgruppen Byshr har identificeret to af de dømte som Nafisa al-Asfoor og Rayhana al-Musawi. Byshr oplyser, at de to kvindelige aktivister er blevet torteret af politiet under afhøringen.
- Begge kvinder har oplyst til deres familier, at de blev torteret og misbrugt af politiet i forbindelse med afhøringen, siger organisationen i en pressemeddelelse.
Sidste års grandprix i Bahrain blev kørt den 21. april og vundet af den tyske verdensmester Sebastian Vettel (Red Bull).
/ritzau/Reuters